Mandag den 5. maj blev der opstillet postkasser på 1. sal på rådhuset i Middelfart Kommune og i 4Kløveren, der ligger tæt ved banegården i Middelfart. En stabel postkort blev stillet op ved siden af hver postkasse for at markere, at halvanden uges Break the Rules-forløb nu var skudt i gang!
Hensigten med Break the Rules-forløbet er at få sat lys på gode idéer fra medarbejdere og ledere i de to enheder for at forbedre arbejdsgange, der i sidste ende skal skabe bedre løsninger for borgerne i Middelfart Kommune. Myndighedsafdelingen arbejder med at visitere indsatser til borgere med forskellige former for sociale udfordringer, der har brug for støtte. 4Kløveren er et åbent tilbud, hvor kommunens borgere kan komme ind direkte fra gaden og få hjælp og støtte til akutte udfordringer. Meget fungerer godt i de to enheder, men noget kan givetvis også blive bedre. Det skal Break the Rules-forløbet bidrage til at sætte lys på.
Det er en den nedsatte Break the Rules-gruppe, der får til opgave at kategorisere de indkomne forbedringsforslag, så det hurtigt kan afklares hvilke forslag, der kan få liv med det samme. Hvilke der kræver ressourcer eller mere arbejde, og hvilke der ikke kan iværksættes. Gruppen er sammensat af afdelingens ledelse, tillidsvalgte og medarbejderrepræsentanter.
Det er første gang, der afholdes et Break the Rules-forløb i Middelfart Kommune, så det er ikke kun de ansatte i de to afdelinger, der venter spændt på at finde ud af, hvad postkasserne indeholder – det gælder også kollegaerne i de andre afdelinger!
